søndag den 6. oktober 2013

Jeg er helt tom eller skulle jeg snarere sige, jeg er helt fyldt op af alle de indtryk jeg hver dag modtager. Der er et konstant hav af liv omkring mig fra jeg vågner til, jeg går i seng. Hvornår sover de kinesere? Lige nu holder mange kinesere deres ’National holiday’ – en uges fri, fordi kineserne vandt krigen over Japan i 1949 og dermed blev samlet, som den nation, Kina er i dag. Det er bl.a også derfor rigtig mange kinesere hædrer Mao zedong, som var landets regerende leder på daværende tidspunkt.Og det på trods af at mange udefra set, husker Mao Zedong, som en samvittighedsløs tyran, der fik rigtig mange mennesker dræbt  ( ca. 65 millioner menneskeliv). Når jeg taler med mine kollegaer om deres holdning til mao zedong, udtrykker de begejstring for ham og når jeg spørger ind til de menneskeliv, det også har kostet, siger de, at han var årsag til både godt og skidt og at han var god i starten men senere i sin regeringstid, blev mere og mere tyrannisk og egocentrisk .Så selv om han har slået så mange mennesker ihjel, så vælger kineserne altså, at se på de gode ting, han gjorde for landet og han bliver af opfattet, som en nationalhelt. Det giver mig anledning til undren, for hvilken kultur eller mentalitet giver plads til så grove handlinger?Lever kineserne i en kultur, som har brug for en nationalhelt for at kunne overleve? Som en måde at styrke  fællesskabsfølelse, nationalfølelse eller tilhørsforhold?


Gaia og jeg valgte at tage til Chongqing et par dage i ferien sammen med vores kinesiske veninde,  Yan Yan

( Her sidder vi på Chengdu station og venter på tog - lang ventetid kan give anledning til små hyggesysler, som at flette hår på hinanden. Nok mest en pigeting)





.... og vi fik hurtigt mærket at det her tidspunkt er kinesernes rejsehøjsæson . Man kan ikke, som i Danmark bare gå ind på togstationen og købe en billet til en given destination – nej, billetten skal helst købes et par uger i forvejen, hvis man vil sikre sig en plads i toget. 


Det gælder egentlig også uden for kineserne ferieperioder. Min ide var at være i chongqing et par dage og så tage videre på en lille 3 dages tur opad Yangtzefloden.Men efter vi var checket ind på hotellet...


 

blev det hurtigt klart, at sådan en tur, skulle være bestilt lang tid i forvejen. Priserne var skruet urimeligt op pga ’national holiday’, så derfor besluttede vi at blive i Chongqing i 4 dage og bookede nogle småture i området. 



Chongqing er Kinas mest befolkede by med at areal dobbelt så stort, som Danmark og et indbyggertal på ca. 33 millioner og DET kunne tydeligt mærkes, når vi færdedes ude. 



( Her er udsigten fra vores 26 etager høje hotel - aften og morgen).









(og indkørslen til hotellet - men det er nu de kæmpestore skyskrabere, som fanger min opmærksomhed her)





Vi valgte en rundtur i chongqing med bus – ikke noget jeg har gjort mig så meget i på andre udlandsrejser. Men det her var nærmest mareridtsagtigt. Vi blev mere eller mindre kostet rundt fra den ene seværdighed efter den anden i et umanerligt højt tempo, sammen med et utal af kinesere.





 I højt tempo fik vi altså et glimt af et gammelt tempel,




Dette kort står for velstand og en god jobkarriere og er det kort jeg trak, så jeg ser frem til en lys fremtid nu.



( - og hvis spåkortet slår fejl, så er jeg faktisk dobbeltsikret med ønskebrønden her)




- Her et gammelt fængsel 


 et museum, hvor vi kunne se billeder af nogle af de smukke naturområder, som findes ned ad Yangtzefloden – altså det tætteste jeg kom på en flodtur.

 ( Billederne her viser livet udenfor museet - her valgte jeg at være, mens Gaia og Yan yan var på museet ).

( Man fristes næsten til at sige 'find Holger')



 (Fik da også tid til at 'skyde' en snurretop', som en gammel kineser stod og legede med)





Vi skulle da også lige forbi en hotpot fabrik og på turen var også indlagt et lige så flygtigt stop, hvor vi i al hast kunne indtage et måltid mad på traditionel kinesisk vis. En masse skåle med diverse retter stilles ind på bordet og så sidder man med sine spisepinde og spiser direkte af skålene – dvs. mad inklusiv andre folks mundbakterier – MEGET almindeligt i Kina. Det med spisepindene er jeg stadig ikke særlig skrap til, så kineserne smiler overbærende til mig, når jeg sidder og fumler for at fange lidt blød tofu, som hele tiden skiller imellem pindene, når jeg tager fat. Gaia derimod, har en virkelig fabelagtig godt udviklet finmotorik og kan nemt omsætte den ene lækkerbid efter den anden.





Vores meget turistede bytur blev rundet af med et hurtigt stop ved et udkigssted, hvor man kunne se noget af den gamle bydel – planen var egentlig at gøre stop i den gamle by, hvor vi kunne gå rundt men pga de mange traffikpropper, havde vi altså kun tid til et lille pitstop, så vi kunne tage et par snapshots til albummet – og det gjorde jeg så. Så nu kan jeg vise fine billeder frem og sige ’Se – her har jeg været, mens jeg i mit stille sind tænker ’ja, i 3 minutter).


Da vi kom hjem på hotellet sad jeg og blev lidt tankefuld. Spurgte mig selv, hvad det egentlig betød for mig at være på de her ture – hvordan det gav mening for mig og jeg opdagede, at det her med at SE verden ikke er det, som optager mig mest. Jeg har brug for at opleve den og det kan jeg ikke i en hastighed af 300 km i timen. Det slog mig også, at jeg i bussen blev fanget af kinesernes måde at kommunikere på. Jeg fornemmede en form for kollektiv bevidsthed eller kulturel adfærd, som jeg ikke har oplevet hjemme i Danmark. I bussen talte guiden, noget på kinesisk og hun talte meget og længe og ind i mellem talestrømmen responderede kineserne, alle som en – altså en samtale, som kørte i mellem hende og kineserne i bussen. Der var noget meget afslappet og selvfølgeligt over den måde, de kommunikerede på. Jeg synes faktisk, det er lidt svært at forklare men jeg oplever ikke, at vi i Danmark taler sammen på den måde, når vi ikke kender hinanden. Vi har nærmest en uskreven regel, der siger, at vi ikke taler med fremmede, Men kinesere taler sammen uanset om de kender hinanden eller ej. Her er altså en kulturel forskel i den sociale adfærd, som jeg egentlig godt kan savne i Danmark.


Men som om jeg ikke havde fået nok af en dags jagt efter korte glimt af kinesiske seværdigheder, kastede vi os alligevel ufortrødent ud i endnu et turistplot – denne gang med kurs mod Dazu carving rock, som ligger ca. 2 timers kørsel fra Chongqing. Et område med bjerge og klipper, som kinesere for et par tusinde år siden meget møjsommeligt har omdannet til ikke mindre end 10 000 buddha figurer – store og små. I gammel tid troede man, som i mange andre primitive religioner, at man kunne formilde guderne ved at lave afbilleder af buddha – verden største buddha, ’bosat’ i Leshan, er netop lavet med den bagtanke – anledningen var at floden tog mange menneskeliv i de stærke strømvirvler i floden og for at undgå det, huggede man altså en kæmpe buddhafigur ind i klippevæggen i håb om, at Buddha ville holde hånden over folk, som færdedes på floden.














Da jeg kom til Kina var min forventning at mange kinesere var praktiserende buddhister og det, jeg oplever er, at her findes mange kinesere, som tror på Buddhas lære og det viser sig, at de har samme forhold til buddhisme, som mange danskere har til kristendommen. Vi lader os døbe i den kristne tro men besøger stort set aldrig kirken eller læser i biblen – med mindre vi bliver sat til det i folkeskolen.Men jeg troede, at de ville være mere aktive i forhold til at meditere og det gør de altså ikke – i hvert fald ikke den yngre generation.




På vores udflugt til Dazu besøgte vi også et meget smukt tempel og her fandt jeg et par sekunder af den ro, som jeg har søgt efter, og som jeg ofte selv finder, når jeg mediterer. Men turguidens stressede tempo trængte snart igennem til mig og så var det moment forbi.

Tilbage til bussen igen og så af sted mod Chongqing, hvor trafikpropperne ventede på os.Vores sidste dag i ’The firecity’, som byen også bliver kaldt af kineserne – gæt selv hvorfor…. gik med en afslappet morgenmadsseance, karbad på hotellet og lækker hotpot på en af Chongqings mange hotpotrestauranter.




Jeg tog afslutningsvis en slapper på et kinesisk konditori, med cappucchino og tiramisu – ikke særlig kinesisk vel, mens Gaia og yan yan luftede det velkendte tøse-shoppinggen. Jeg må dog indrømme at det gibbede en anelse i mig, da jeg midt i cappucchinoen fik selskab af en lille velnæret rotte, som kom klatrende, ned af et jernrør inde i konditoriet. 

Jeg må sige, at Kina står for mig, som en meget blandet oplevelse og lige nu savner jeg Danmark og den danske kultur. Når jeg taler med andre udlandsstuderende, får jeg det billede, at der ved sådanne lange udlandsophold jævnligt opstår små eller store kultur- og hjemveskriser.